fredag den 20. februar 2015

To move or not to move

Vi bor i det dejligste rækkehus lige udenfor København. Alt er som sådan tip top i huset; vi har et nyt køkken, et dejligt badeværelse, en skøn have, men vi kunne bare godt bruge lidt mere plads. Især i stuen. Vi ser vores familie meget(som i rigtig meget!) og er ofte sammen med venner og deres børn, og så er man hurtigt 8-9 stykker samlet til aftensmad. Vi vil derfor rigtig gerne flytte i noget lidt større.

Vores lille oase


Vi har dog en bagkant... A skal starte i skole til sommer. Vi har endelig fået at vide at vi har fået plads til ham på en super skole, så hvis vi stadig bor her til skolestart, så er den sten i det mindste løftet fra mit hjerte.
Jeg ville ønske at vi bare kunne knipse og få solgt, men problemet kommer når vi skal købe nyt.
Vi vil stadig rigtig gerne blive i Københavnsområdet og gerne nord for Kbh. Og dem som kender til priserne i hovedstaden, ved at huspriserne er skyhøje. Vi kommer ikke til at tjene noget særligt på huset, så det er ekstremt nervepirrende, hvor vi kan ende henne i sidste ende.

Vi har længe tumlet med tankerne om hvorvidt vi skulle rykke længere ud, men begge vores familier bor i Kbh og i den kommune vi bor i nu - så at flytte længere væk, ville være helt skørt for os.
Omvendt drømmer vi jo som sagt også om mere plads, så vi må gå på kompromis.

Jeg har altid drømt om en murermestervilla, men den drøm bliver desværre nok aldrig til noget(snøft). Vi er totalt klar på at skulle sætte i stand, men igen.. husene hænger ikke på træerne i de områder vi drømmer om.
Vi har begge drømt om, at vores børn skal vokse op  i nærheden af en god skole og grønne områder. Vi har begge boet i "første parket" til store fredede moseområder, og jeg har som barn bygget huler, broer og fanget fisk i det grønne, og det gad jeg godt at kunne give mine børn. Min familie har altid brugt København på mange måder, og jeg kender byen ud og ind.Vi kunne altid cykle ind til byen, til stranden og til skoven fra hvor vi boede, og min naive tilgang har været, at det da måtte være til at opnå som voksen.
Men nej. Virkeligheden banker på, med skyhøje huspriser, og den har været svær at æde. Hvem faen har råd til 5-6millioners huse?! Vi har ikke.

Tilfældigt billede af en villa - sådan så der ud, der hvor jeg er vokset op.

Nå, men nu satser vi, selvom det er nervepirrende, og vi bliver nødt til at tro på, at drømmehuset dukker op lige pludselig!

I mellemtiden må vi jo evt. bo hos vores forældre, eller evt. leje. Apropos leje, overvejede vi også at leje en kæmpe lejlighed på frederiksberg eller lign, hvilket godt kunne lade sig gøre. Og hvor fedt kunne det ikke være at bo i byen igen, men... for der er altid et men, hvordan i al verden skulle vi kunne undvære en have igen?!
At kunne sætte sig ud på sin terrasse efter arbejde(eller inden arbejde) og suge solens stråler til sig - nej det tror jeg faktisk ikke vi kan undvære!

Vi er rimelig ligeglade med store værelser osv. Vi kan sagtens leve med små værelser, lille badeværelse, lille køkken(det har vi nu, men det er genialt udnyttet synes vi selv), vi vil bare gerne have:

En stor stue - gerne to stuer en suite.
En have - sydvest vendt. (Og hvis der er gamle træer er jeg glad;))
Og vel næsten det vigtigste: Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed!

Og nej, vi snakker ikke Gentofte og andre dyre kommuner, men drømme scenariet er Søborg;) Mere realistisk er nok Værløse.
Så derfor bliver det nok nærmere en 60er villa end en murermester villa. Og det er jeg også okay med - så længe vi kan bo et sted der er rart at vokse op for vores børn.

Hvordan bor I, og hvad drømmer I om?

2 kommentarer:

  1. Store tanker Maria. Jeg glæder mig til at se, hvad I ender med. Vi er jo virkelig glade for at bo i lejlighed, og får heldivgis brugt vores store grønne gård en hel masse om sommeren. Den er så stor, at man sagtens kan sidde uforstyrret sammen hele familien. Nogle gange kommer der sevlvfølgelig lige et par børn hen og snakker, og smager lidt på maden, men det har vel også sin charme ;)

    En helt uforstyrret have må dog også være rar at have, og jeg drømmer lidt om at supplere med en kolonihave, hvis vi engang får råd :) Kram

    SvarSlet
  2. Vi har lige talt om det samme de sidste par dage herhjemme. Vi bor faktisk rigtig godt. Der er en god skole og børnene trives og har gode venner. Og det er nok mest mig der gerne vil have mere plads. Jeg drømmer om et stort multirum med plads til symaskine, kreative sager, hyggehjørne og leg.... Og for at det kan rumme alt det, så skal der nok 25-30 kvm til..... Flytte fra området vil vi ikke. Bygge ud er mega dyrt .... Så indtil videre må det lige blive ved drømmen :-)
    Spændt på at følge med her hos dig og se hvad der sker :-)
    KH Christina

    SvarSlet