mandag den 2. september 2013

Om at være mor.

Jeg har længe pønset på at skrive et indlæg om at være mor. Men jeg er ikke sikker på at min vinkel på emnet er det folk gider at høre om.
Man kan læse bøger op og ned om hvor hårdt det er at være mor, hvordan man glæder sig til voksen kontakt efter endt barsel, man mister sig selv når man bliver mor osv. osv.

Jeg har det bare ikke sådan! Jeg er MOR! Det er den største og smukkeste ting jeg præsteret her i livet, og det skammer jeg mig ikke over. Jeg elsker det simpelthen!
Jeg tror rent biologisk er jeg bare indrettet til, at det var det jeg skulle være(det er alle kvinder vel, men ikke alle føler det sådan). Jeg er også mange andre ting, men mor er den fedeste titel jeg nogensinde får, og heldigvis en titel der aldrig nogensinde kan tages fra mig.

Mit mor-skab har også faldet mig helt naturligt. Det er det område hvor jeg har været mindst i tvivl om de valg jeg har taget. Jeg ved godt at det for nogle lyder totalt skørt for nogle, men jeg har følt mig så "hjemme" i rollen, at jeg fik overskud af det. Måske fordi jeg arbejder med babyer til hverdag og har arbejdet meget med børn, men alligevel...
Oveni hatten har vi også haft det som kaldes "nemme" børn. Det er sikkert skide irriterende at læse om hvis ens egne børn hyler og skriger, ikke vil spise og er syge hele tiden, jeg ved det godt.
Men vores børn har bare været skønne babyer/småbørn. Ingen af dem har sovet igennem, og gør det jo nærmest stadig ikke, men i deres vågne timer har de været glade og nysgerrige og i balance. Jeg mener jo selv at det er vores "afslappehed" som forældre der har smittet af på dem, men det kan jo diskuteres om børn fødes som "nemme" børn, eller om det er deres omgivelser der gør dem til det. Men de første 3år af A's liv har været peace of cake (med fare for at jinxe det!).
Jeg har elsket, virkelig elsket mine barsler, og tanken om at barslen med Karla nok var den sidste, piner mig lidt. For det er den mest fantastiske tid!
Aldrig har jeg været så glad, og sådan i balance, som på min barsel med Karla, så det nev og stak i hjertet da den skulle slutte.

Det lyder sukkersødt og fodformet, og derfor ikke noget alle gider læse om, slet ikke hvis man har haft det svært, men det har været min virkelighed.

Jeg arbejder i en branche med skiftende vagter og ussel løn kontra det ansvar man står med, og det passer virkelig dårligt med den mor jeg gerne vil være. Altså ikke det med lønnen, men vagterne. Aldrig at have fri på de samme dage som ens mand, være væk fra ungerne flere aftener i træk. Ikke at have; jule, påske, pinse, efterårs, vinterferie sammen med sin familie, og samtidig arbejde i weekenderne. Pyhhh, se DET er hårdt - at undvære familien! Jeg bliver så irriteret når jeg læser i Eurowoman om kvinder og deres måde at få hverdagen til at hænge sammen på, når det er kvinder i direktørstillinger som jeg overhovedet ikke kan relatere til. Det er jo i hvert fald ikke min virkelighed med barnepige, karriereræs og dyre jobs(lyder jeg bitter?! ha ha;))

Vi har da haft vores svære tider med ungerne, og især A kræver nogle kampe nu når han er blevet så stor. Vi har også masser af dage med underskud på energikontoen, men det er jo netop mor-rollen der gør det nemmere at stå igennem. Hold op hvor er det fantastisk at kunne elske de væsener så meget!

Vi har heller ikke glemt hinanden i forældreskabet. Vores unger er blevet passet ret tidligt, bare et par timer, så vi kunne gå til koncert eller ud og spise. Det har skabt et fantastisk bånd til børnenes bedsteforældre og onkel, og har givet os den nødvendige frihed til at få lidt mere overskud(for jo, det skal der jo også til!) F.eks. var vi til Cold Play koncert da K var 4 uger gammel - det var intet problem! Man skal bare turde det.

Se så blev det alligevel ret personligt. Og rosenrødt. Og jeg er ikke engang sikker på om jeg har forklaret mig præcis som jeg ville. Men I har nok fattet pointen;)



10 kommentarer:

  1. Du er så skøn og inspirerende maria <3

    Knus fra Chris

    SvarSlet
  2. Skøn beretning at læse. Jeg er desværre ikke ejer af et nemt barn (men hun sover så til gengæld igennem he he he), men trods Olines lidt vanskelige og meget hidsige sind så elsker jeg også mor rollen her fra og til månen og så lige tilbage igen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak søde <3 He he, mine unger har også temperament til langt oppe over ørerne. Jeg synes også bare at det er det der giver dem karakter. Og som du siger, lige meget hvor vanskelige de kan være, så er det vidunderligt at være mor.

      Slet
  3. Skønt Maria <3 Dine unger er jo også bare dejlige! Man skal give sine små børn ALT hvad man kan og de skal bare være trygge og glade. Kys til en MOR fra en anden MOR!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nemlig det de skal! Kys lige tilbage til dig <3

      Slet
  4. DEJLIGT indlæg at læse når man selv står og skal være mor for første gang til januar!! :)

    Jeg er så træt af at høre på negativitet i forhold til det at blive mor. Hurra for dig : )

    Ps dejlig blog : )

    SvarSlet
    Svar
    1. Stort tillykke med maven! Og tak for ros! det betyder meget med feedback, og ekstra rart når der er nogen der kan bruge det til noget.
      Du skal bare glæde dig! Det er fantastisk:) Og selvfølgelig er det hårdt i starten, men hvis du i forvejen vågner hver nat, så er du jo i træning;) Livet får mere mening <3

      Slet
  5. Det lyder altså slet ikke skørt det du skriver. Jeg kan følge dig fuldt ud. Men det er måske som om det er blevet en smule 'forbudt' at have det sådan? Altså at ligefrem elske det?
    Jeg har også længe været klar på livet med børn og så virkelig frem til at blive mor. Og ja, livet bliver aldrig det samme igen, for det har fået en helt anden mening nu. Og jeg har aldrig været så meget i nuet som efter jeg blev mor, hvilket er ret fantastisk!

    God weekend!
    Ida

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja Ida, du har ret. Det virker nemlig som om at det er lidt tabu at synes det er det fedeste. Det er for "tilbage til kødgryderne" og hvad blev der af "mit job er min identitet - børn er en accesorie". Børnene er selvfølgelig ikke det eneste der definerer mig, og jeg glemmer ikke mig selv, men de er immervæk dem der betyder mest for mig.
      Det er nemlig det, at livet får en fantastisk ny dimension. Tænk at elske andre mennesker højere end sig selv - man vil jo bogstaveligt talt gå i døden for dem! (meget løvemor-agtigt svar, men det er jo sandheden).

      Slet