mandag den 30. september 2013

Kunsten ikke at sammeligne

Søskende er skønne! Individer skabt af samme forældre. Individer skabt ud fra samme udgangspunkt, samme smeltedigel af gener, men alligevel så forskellige.



Jeg elsker mine unger. Jeg elsker at jeg har fået en dreng og en pige(hov, sagde jeg det højt! Ja det gjorde jeg). De ligner hinanden og så alligevel ikke. Samme udtryk, samme temperament, samme humor. Blå og brune øjne. Så ens og SÅ forskellige! Deres køn gør det bestemt lettere ikke at drage direkte paralleler, og hurra for det. For jeg ved godt at jeg har svært ved at lade være ind imellem.

A er en kvik dreng. Det har han altid været. Jeg har sådan en "barnets bog" til dem begge, hvor jeg skriver alt muligt ned, men mest af alt, deres "første" lidt af hvert. A kunne f.eks. spise med ske selv da han var 10½måned og sige MANGE ord da han var 15 mdr. Som 20 mdr gammel sagde han: "Se mor, mange blade falder ned!" og pegede op på efterårs træerne. Jo, han er en kvik dreng. Til gengæld gik han først som 15-16mdr, og sådan plejer det jo at hænge sammen.

K er så sjov. Hun snakker meget og siger en del ord. Hun har humor og gå-på-mod. Hun har også lært at spise selv med ske(hvilket gør middagssituationen såååå meget nemmere), men hun er ikke heeelt ligeså hurtig som sin bror. Hun er ikke så stærk grovmotorisk.Og det gør jo ikke noget! Slet ikke!

Jeg troede bare at piger var hurtigere.
Jeg troede bare at nr.2 var hurtigere til alt.
Jeg troede bare at samme gener betød samme udvikling...
Guess again! Dumt af mig at tro det(man skal ikke tro, man skal vide!) ;)

Forstå mig ret, jeg sammenligner ikke alt mellem mine unger! Men man kan jo ikke lade være med at gøre det bare engang imellem, og da slet ikke når pædagoger, familie og venner gør det samme. Så længe man ikke bliver hængende i det.
Jeg synes faktisk bare at det er ret interessant og tør slet ikke tænke på hvordan tøse-mødre eller drenge-mødre må have det.

Men kvik det er min pige fandme! Elsker hvordan hun kalder på "A-dert" fordi hun er så glad for sin storebror:) Elsker alt det hun kan, for hun KAN meget. Men det er altså også lidt hårdt når mindsten "halter efter" grovmotorisk. Både hårdt for ryggen og for psyken. Ville ønske hun kunne stavre afsted med sine små venner. Og ja, jeg veeeed godt at normen har vidde rammer, men jeg glæder mig altså til at hun lærer at gå.
På onsdag starter hun på motorikhold hos en fys. Det håber vi kan hjælpe hende.

Og hvad ville jeg så med det?! Måske bare fortælle, at selvom de ser ens ud, så er de så forskellige.
Jeg elsker dem lige højt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar