søndag den 14. juli 2013

På tur - åh de gratis glæder!

Her i ferien har vi ikke haft nogle faste planer, hvilket har været virkelig rart. Når vejret så oveni købet viser sig fra sin bedste side, så er det ikke helt dumt at holde ferie hjemme.

Vi har taget nogle meget spontane ture, som faktisk har været de aller bedste her i ferien.
Spist aftensmad på stranden, været på Gentofte Brandmuseum og på Frilandsmuseet. Sidst nævnte, var vi i tvivl om ville være noget for A, men det var det i den grad.

Jeg har taget så mange skønne billeder, så de første får I altså som collager, men frilandsmuseet, får sit eget indlæg;)

Hellerup Havn er et sted vi tit tager hen, da der er en super lille legeplads, de bedste softice man kan få(hos Lydolph!), en flot lystbådhavn og en fin lille strand med god bademole. Det er altså et hit at tage derhen med børn. Vi tager gerne en søndagstur derud, og vi nyder at slentre rundt og nyde udsigten. Lige mellem legepladsen og stranden er der desuden den smukkeste rosenhave, fyldt med alverdens roser og lige nu står de i fuldt flor. Det er ret flot, og A synes det er hyggeligt at dufte til roserne og løbe lidt frem og tilbage på stierne. Der er næsten en hel sydlandsk stemning, pga. roserne og lavendlernes placering og de fine krukker i midten. Hvis I bor i nærheden, så und Jer selv og ungerne en hyggetur derud.







I onsdags havde vi besluttet at vi ville på tur og opleve lidt, og vi fandt tilfældigvis ud af, at Gentofte Brandmuseum havde åben om onsdagen fra 10-14, og bedst af alt, så var det gratis at besøge stedet!

Vi fik en flot rundvisning af en passioneret frivillig, og det var faktisk super interessant. For en dreng på 4½, var det især vældig interessant at se på de flotte brandbiler og udstyr, få lov at prøve at sidde i dem og prøve en rigtig hjelm. De gamle biler står i originale garager, hvilet gør det hele til en fin oplevelse, og jeg er blevet meget klogere på brandhistorie;)

Jeg vil klart anbefale dette sted til alle med drenge i børnehavealderen, eller tøser med hang til biler, for det er virkelig et fint sted! Til bonus info har de, de smukke dansk producerede Triangel brandbiler, og den ene er blandt andet brugt i "Palle alene i verden"-filmen:)
Og så lignede brandmajorens Chevrolet jo nææææstenl Doc Hudson fra Cars;)







Ingen kommentarer:

Send en kommentar